Mia Maya Christophersen

Mia Maya Christophersen arbejder under navnet Mia Maya Design med keramik ud fra en undersøgende tilgang til form, materiale og overflade. Gennem håndmalede glasurdekorationer udforsker hun kontrasten mellem matte, rå overflader og blanke, grafiske dekorationer, som fremhæver materialernes stoflighed og giver hvert stykke keramik sin egen karakter. Formerne er enkle og tidløse og funktionelle, udviklet gennem langvarige eksperimenter med glasurer, lertyper og brændinger. Hun arbejder i stentøj og porcelæn, hvor proces, håndværk og den taktile oplevelse er bærende elementer.
Nana Andersen

Jeg er uddannet på Design Seminariet i 1997. I 1998 flyttede jeg til Barcelona, hvor jeg havde eget værksted indtil jeg flyttede tilbage til Danmark i 2011. Jeg har i 2023 købt en nedlagt gård i Vig, i Odsherred, hvor jeg nu har mit værksted og showroom. Det er vigtigt for mig, at hvert et stykke keramik har håndens aftryk for at opnå et unikt udtryk.
Nelly Gaskin

Jeg skaber keramik med sjæl, varme og et strejf af finurlighed.
Leret er mit sprog – en måde at fortælle historier på og give plads til det skæve og det smukke i livet.
Hver kop, krukke og figur formes intuitivt, med humor og liv i hænderne. Hvert værk er forskelligt – og det er dér, karakteren får liv.
I mit værksted på Bruuns Hjørne i skælskør får idéer lov at vokse, og leret lov at føre an.
Mine værker er små påmindelser om at smile, sænke tempoet og glæde sig over det uperfekte.
Niels Hwang

Jeg benytter en extruder (min egen konstruktion), en relativ enkel teknik, der dog er kompliceret at arbejde med, – hvilket jeg har gjort i mere end over 40 år, til fremstilling af mine værker i stentøj, – unika såvel som brugskeramik, brændt reducerende i min gasovn ved 1.310 C.
Mine værker kan kun købes fra mit værksted i Lumsås, eller fra de kunsthåndværkermarkeder jeg deltager i, da jeg holder meget af den nære kontakt med mine kunder.Extruderet
Ninna Gøtzsche

Mit fokus i arbejdet med keramikken er udtrykket. Det gælder hvadenten det er kopper og krus, fade eller unikavaser. Inspirationen er lyset i forandring, stemninger og erindringer.
Jeg kan godt lide fejl og prøver at bruge dem positivt, når jeg udvikler ny keramik. Det giver nye måder at tænker på og personlighed i udtrykket.
Bæredygtighed og up-cyckling er en del af mit arbejde og er også en del af keramikkens udtryk.
Tilsammen giver det unikt, håndlavet keramik fyldt med historier.
Alt keramikken er håndlavet på drejeskiven i min værkstedsbutik Formuleret i Jægergårdsgade i centrum af Aarhus.
Peter Lawætz Andersen

Jeg arbejder i stentøj, som enten er drejet eller støbt og laver alt fra kopper til store fade, skåle og vaser. Min produktion er unikaværker med dekorationer inspireret af naturlige overflader på sten og klipper hvor naturlig slitage, mos og lav skaber mønstre og overgange.
Jeg anvender flere lag glasur, voks og udskæringer i leret som i kombination skaber levende og taktile overflader. Det komplekse samspil imellem forskellige glasurlag tilfører hvert enkelt værk spontanitet og et unikt udtryk.
Pia Daa

Jeg laver funktionel brugskeramik og større unika stykker med taktile tvist og kontraster. Mine unika har gerne en funktion, men også et design der kan stå alene. Jeg arbejder med stentøjsler; oftest med en mat rå glasur yderst og den blanke kontrast indvendig. Afstemte nordiske farver i et væld af kombinationer der kan mixes. Mine håndrejede brugsting har et enkelt udtryk, og skaber en lyst til at røre, føle og håndtere. Mine brugsting kan tåle at blive brugt i hverdagen.
Pia Lund

Pia Lund udfører håndværk af høj kvalitet i smukke farvekombinationer og et sanseligt formsprog.
Udover serier af skåle og vaser, skaber Pia Lund unikaværker, der opbygges af gennemskinneligt porcelæn, hun selv har udviklet. Værkerne bliver håndmalet og opbygget af flere lag, hvilket resulterer i et særligt, flerdimensionelt udtryk.
De seneste par år har Pia Lund også beskæftiget sig med hånddrejede kopper med unikahanke. Kopperne har bl.a. været en del af udstillingen ”Koppen og Keramikeren” på Designmuseet i København.
Tina Marie Bentsen

Umiddelbart laver jeg noget så simpelt, som serier af dekorative objekter og brugskeramik. Men samtidig arbejder jeg på at skabe et så udtryksfuldt og stemningsmættet samlet stilleben, som muligt. Når jeg er midt i en proces, er det ikke kun den enkelte vase som er det væsentlige, men også sammenstillingen af de forskellige former, farver og teksturer, sammenhængen med de øvrige dele i mine kollektioner, der er interessant for mig.
Udforskningen af formgivning og materialer er blevet til en endeløs nysgerrighed og udfordring for mig.
Trine Toft

Trine Toft anvender ofte naturens materialer i sin arbejdsproces. I den specielle muffelbrænding pakkes tang og muslingeskaller (som hun finder ved Limfjorden), ned i en ”muffel” (en lukket lerkasse) sammen med keramikken. Muflen sættes i keramikovnen og under brændingen afsætter naturmaterialet spor på keramikken og giver spændende, unikke overflader.
Derudover arbejder Trine Toft med stentøjskeramik, hvortil hun fremstiller egne rustikke glasurer med bl.a. elmetræaske, som hun tager fra brændeovnen på sit keramikværksted
Hånddrejede krukker og fade samt fugle- og hestefigurer. Alt er unika og håndlaves i værkstedet i Stoholm (Jylland), hvor Trine Toft også har butik og udstilling.
Trine Hansen

Uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi med eget værksted i North Urban Art Studio i Aalborg. Visionen er at lave smukt keramik til hverdagen, med fokus på funktionalitet og æstetik. Formsproget er tidsløst og nordisk med unikke nuancer, der følger med det håndlavede. Jeg laver kopper, skåle, tallerkener, kander drejet i stentøjsler og brændt til 1250. Mit ønske og mål er, at mine produkter bliver brugt hver dag og at de både er funktionelle og smukke og giver glæde ved dagligt brug.
Ulla Sonne

Jeg drages af havet og havets biologi.
Skaller og organismer er præget af kampen for overlevelse og har sår og revner eller er dækket af aflejrede sedimenter.
Jeg arbejder med porcelæn, brændt i brændefyrede ovne, hvor soda, aske, røg og flammer har dramatiseret overfladen.
Og jeg har hjulpet det på vej ved at skabe buler og ridser, hvor ting kan aflejres og det perfekte gøres uperfekt og levende.
Jeg fabulerer over koraller, skaller og væsener som jeg har mødt på strande eller under havets overflade.
Brændefyringen og sodaglaseringen fuldender billedet og tilføjer de tilfældigheder som jeg aldrig selv ville kunne…
Ulla vedel

Ulla Vedel designer keramik i porcelæn, i små serier og unikaværker. Kopper, krus, fade, krukker, vaser drejet og støbt. Et enkelt design med egne farvede glasurer. Alt er udformet i hånden. Nærvær og forskellighed. Jeg holder af at iagttage, natur, mennesker nedfældet som skitser. Jeg bruger skitserne som udgangspunkt for fliser og krukker. Jeg arbejder med silketryk, begitninger og pensel.
Christina Friis

Jeg fremstiller mindre serier brugskeramik, med lang levetid og til daglig glæde. Jeg holder meget af processen med at nå frem til et produkt, hvor form og funktion går op i en højere enhed.
Unika bliver skabt, når jeg fordyber mig i en form, et udtryk eller et materiale. I denne proces er der kun øje for det ene værk. Det er her jeg får lov til at lege, udforske materialet og afprøve nye teknikker og ideer.
Jeg finder inspiration i mine omgivelser og udforsker lerets uendelige muligheder. Udtrykket er enkelt og kontrasterne i overfladen taler til de taktile sanser.
Maria Suurballe

“At forme ler og skabe ting, som andre også kan glæde sig over, er noget særligt”.
Jeg hedder Maria Suurballe, og jeg laver keramik under navnet Claywise – jeg drejer eller håndformer enkle og stilrene brugsting i et klassisk nordisk design og farvevalg – altid med fokus på kvalitet, æstetik og funktionalitet.
Som keramiker arbejder jeg ofte med naturlige toner og teksturer, der fremhæver materialets iboende skønhed. Jeg skaber objekter, der ikke blot er funktionelle, men som også indfanger en særlig atmosfære – en følelse af ro, jordforbindelse og tidløshed.
Medlem af Dansk Pottemagerforening.
Dorthe Hybel

Keramik er udført i støbt stentøjsler, brændt til 1280 grader i mange glade farver der kan sammensættes i utallige kombinationer. Keramikken er primært designet til bordet og køkkenet, hvor form og funktion er i højsæde. Alt er designet og produceret af Dorthe Hybel på eget værksted. Der er igennem mange år udviklet egne opskrifter på støbeler og glasurer, hvilket er i en konstant udvikling.
Ud over de klassiske designs, glæd jer også til at se dette års nye designs.
Esther Elisabeth Pedersen

Jeg arbejder primært med emner til bordet.
Jeg veksler med kantede og bløde former i porcelæn.
Mellem lyse og mørkefarver begge dele for, at danne kontraster i de forskellige udtryk.
Mine emner skal gerne give brugeren lyst til, at bytte og flytte rundt på de forskellige dele og farver, så der opstår nye udtryk, samtidig skal mine emner gerne have et dekorativt udtryk, også når de ikke er i brug.
Hanne Marie Leth Andersen

Når jeg har leret mellem hænderne, kører små observationer, ordspil, historier og former gennem hovedet og hvor virkeligheden standser, digter jeg selv videre, mens jeg forsøger at holde en balance mellem de funktionelle, æstetiske og fortællende kvaliteter.
Jeg vil gerne give beskueren en særlig oplevelse. Af undren , måske genkendelse. Personlighed, sjæl, fanget i en leg med ler. Jeg arbejder med unika og mindre seriefremstilling. Jeg arbejder mest med fajance, men også stentøj og forskellige brændinger som soda og brændefyret.
Helenaa Hedegaard

RÅT OG ELEGANT STENTØJ
Stentøjsserie som formgives ved drejeskiven i mit værksted i Laurbjerg.
Stellet har en rå, men elegant attitude. Perfekt til indramning af veltillavet mad.
Klassisk formgivning og farvedybde skaber den perfekte balance mellem rustikt og enkelt.
Fødevaregodkendt.
FORANDERLIG BELYSNING I ENKELT DESIGN
Lamperne er designet ud fra ideen om at skabe en elegant belysning, der aldrig vil se ens ud to forskellige steder. Huller hele vejen rundt giver lamperne et poetisk udtryk og lader lyset leve sit eget liv, når strålerne aftegnes i rummet.
Lamperne støbes i porcelæn og er alle unikke.
CE godkendt
Helle Hansen

Mine værker er ikke kun til pynt, men daglig brug og glæde.
Processen er organisk og intuitiv. Jeg arbejder sammen med leret og tvinger det ikke i en form, men mærker, hvad leret vil. Denne tilgang er gennemgående i alt, hvad jeg foretager mig. Også min undervisningstil, hvor det er vigtigt for mig at tune mig ind på og tilgodese den enkeltes potentiale og udtryk.
I 2018 tog jeg initiativ til og opstartede keramikkurser på mit værksted Viktoria Ceramic Studio. Hér underviser jeg både på aften- og weekendkurser.
Karin Sauer

I 16.000 år har mennesket skabt keramiske genstande. I halvtreds år har jeg været på rejse i materialer, der er millioner af år gamle. Forvitrede bjerge og floddeltaer gemmer sig i mit ler og de glasurråstoffer jeg har fingrene i.
I 1500-tallets gamle japanske rakuteknik, finder jeg både det rå og det forfinede. Når en lågkrukke har overlevet de viltre flammer og står på mit bord og vibrerer af hemmeligheder, bliver jeg helt lykkelig. Og når en tepotte er i balance, hælder smukt og har en harmonisk hank, form og glasur – breder der sig en stille glæde.
Kimberly Young

Kimberly Young er keramikkunstner med over 25 års erfaring. Hun er oprindeligt fra USA og har boet og arbejdet i Danmark i de seneste 14 år. I sit værksted i Almind drejer og modellerer hun porcelæn, hvor håndværk, funktion og æstetik går hånd i hånd.
Kimberlys keramik er kendt for sine fine detaljer, høje kvalitet og unikke formsprog. Hun skaber både brugskunst og skulpturelle værker, der undersøger mønstre, gentagelser og er inspireret af naturens balance mellem struktur og bevægelse. Kimberly Young er ejer af Birkelund Boutique og er aktivt i det danske kunsthåndværksmiljø, både som medlem og bestyrelsesdeltager.
Kristina Vildersbøll

Klassiske linjer og stramme kurver er kendetegnende for Kristina Vildersbølls keramik. Hendes værker bærer et tydeligt præg af et kompromisløst håndværk.
Med en baggrund fra Kunstakademiets Designskole brænder Kristina for at skabe produkter, der ikke kun er skulpturelle og æstetisk smukke, men også praktiske og brugbare i hverdagen.
Siden 2015 har Vildersbøll skabt og produceret sin keramik fra sit værksted på Islands Brygge i København.
Vildersbølls signaturprodukt, Tapas sættet, er mere end blot et praktisk redskab til servering; det er et lille kunstværk til hjemmet. Med tidløs skønhed og unik charme inviterer dette sæt til at blive brugt og beundret.
Kristine Søe

På sit værksted i Roskilde designer og former Kristine Søe brugsgenstande i stentøjsler. Al hendes keramik bliver skabt i hånden ved drejeskiven med præcision og øje for detaljen.
Kristine er særligt optaget af at skabe balance mellem det enkelte formsprog, funktionalitet og sammenspillet mellem leret og glasurernes materialitet. Hun laver både kopper, kander, skåle og vaser i afdæmpede og naturlige farver, med en stræben efter at skabe keramik, der kan holde i mange år.
Kristine tog grundforløbet i Pottemageruddannelsen ‘Håndværk og Teknik’ på Tec i Gladsaxe (2005-06). Derudover er hun uddannet billedkunstlærer og har en Cand.Pæd. i Materiel Kultur, didaktik.
Lars Rank

Jeg arbejder hovedsalig med keramik til boligen i porcelæn og stentøj, så som spisestel, lamper, lysestager m.m. Mit design består af rene, enkelte former med en dekoration som overrasker. Design processen er et samspil mellem det keramiske materiale og ideen. Det handler ikke om at styre det keramiske materiale, men at give det nogle rammer at udfolde sig i. Derfor er der heller ikke to af mine arbejder som er helt ens. Produkterne bliver støbt i porcelæn og stentøj og forarbejdet i hånden.
Lene Hansen

Som keramiker og pottemager holder jeg meget af enkle og drejede formgivninger. Lerets muligheder
inden for det
keramiske fag gør, at jeg afprøver og indøver mange forskellige teknikker, som min keramik afspejler.
Min produktion rummer alt fra brugskunst til unika. I dag er det ”Pottemagerens Hus” og ”Bruuns
Hjørne” i Skælskør, der danner
rammen om mit keramiske liv.
Det er i ”dansen på kanten” af materialets formåen, at jeg finder den perfekte finish i den rå æstetik
og den ru overflade, som eksempelvis de krukker jeg medbringer på ”Ovnhus”
Lis Biggas

Med værksted direkte ud til Kattegat, præger det de temaer jeg tager op og farverne jeg bruger.
Mit formsprog er inspireret af naturens enkle opbygning, hvor formen afspejler væksten og funktionen.
I unika værkerne bruger jeg ofte tang og fisk fra havet og havnen.
Jeg tager gipsaftryk af fiskene og bruger aftrykkene på utallige måder.
Blåler fra stranden skaber en brun sandet glasur, der spiller fint sammen med begitningernes pastel farver.
Brugstingene støbes i små serier og dekoreres med begitning. Begitningen sprøjtes på med trykluft, og ved at styre vinklen på sprøjten kan jeg modellere med farven på formen.
Ane Schollert

Farver i harmoni og kontrast
I Ane Schollerts værkstedsbutik på Guldbergsgade 41 i København bliver man ramt af stærke farver, når man træder ind ad døren. Hun laver keramik med blanke overflader og smæk på farverne, særligt brugsting som tallerkner, kopper og kander. Ane bruger stentøjsler, som er meget hvidt i farven for at opnå de klare farver i glasuren. Hun arbejder bevidst med glasurens krakeleringer, som giver hendes emner helt unikke mønstre i et utal af smukke blå og grønne nuancer. Keramikken kan selvfølgelig komme i opvaskemaskinen.
Lisbeth Skytte Christiansen

Jeg arbejder eksperimentelt med materialets udtrykskraft. Blander ler og porcelæn med metaloxyder, sand og jord fra hele verden og benytter forskellige brændingsteknikker. Alt er unika og uforgængeligt.
Ane-Katrine von Bülow

Jeg arbejder med GRAFISK PORCELÆN i en formgivning der spænder fra store monumentale cirkelrunde skåle, til dynamiske kantede former, bygget op i et enkelt geometrisk formsprog, hvor det serigrafiske heldækkende tryk bliver en integreret del af værket. Som kontrast til, eller i samspil med, det sorthvide, er også farven blevet en del af produktionen, og en serie monocrome stærkt farvede vaser og trekantformer vil være at se side om side, med de sort hvide værker.
Se filmen om mit arbejde http://vimeo.com/76060681
Lotte Lemor

Mit keramiske univers er et univers, hvor formgivning og glasurer smelter sammen. Jeg arbejder med kunst og brugshåndværk i forskellige lertyper, teknikker og effektglasurer
Jeg er meget fascineret af lerets evne til at kunne transformeres. Dette afspejler sig i min tilgang til arbejdet med leret, jeg afprøver og udvikler gennem forskellige teknikker og former. P.t arbejder jeg meget med organiske former og lader mig inspirere af frøstande, spirer og sten. For at opnå et nuanceret og interessant resultat arbejder og eksperimenterer jeg med glasurer, begitninger og råmaterialer, som giver så mange fantastiske muligheder for at skabe taktile og fascinerende overflader
Birgitte Munck

Mine arbejder tager afsæt i et formsprog med fokus på balance – det perfekte møder det uperfekte – i drejet og håndbygget stentøjsler, ofte med bearbejdede overflader.
Mine glasurer er inspireret af naturens kræfter og skønhed i mit nye ’hjemland’ – Island, hvor jeg bor og arbejder største delen af året i hovedstaden Reykjavik. Det islandske landskab og naturens kræfter har en særlig magi, der kommer til udtryk i overfladerne af mine værker, i glasurens udtryk og farveskala.
Jeg har værksteder i hhv Odsherred og Reykjavik, Island. Her arbejder jeg året rundt som keramiker og underviser i keramik.
Lærke Møller

Jeg skaber hånddrejet keramik i stentøj under navnet Danish Clay Design. Det smukke og organiske udtryk man opnår ved brændefyring, søger jeg i min elovn. Jeg udvikler selv mine glasurer og inkorporer lokale materialer som sand, ler og aske.
Jeg forelskede mig i japansk indretning og kultur på en studietur til Japan. Mit keramiske udtryk og primære inspirationskilde udspringer derfor af sanselig og minimalistisk japansk æstetik.
Med keramikken, ønsker jeg at bringe værdi til selv de små øjeblikke i hverdagen og at berige danskernes hjem med smukt, enkelt og tidløst design. Mine kreationer forhandles i udvalgte design- og museumsbutikker.