Tom Lundsten

Tom Lundsten har arbejdet med emalje i 25år og oplært fortrisvis i England. Han fremstiller emaljerede skåle, bægre og sølvsmykker i forskellige teknikker, som går fra meget præcise smykker til meget farverige emaljerede skåle og bægre. Alt er unika. Tom underviser i emaljearbejde. Udfører bestillingsopgaver og har udført opgaver for museer.

Jan Hrasko

Jeg er uddannet designer inden for beklædning på Skolen for Brugskunst i København i 1977. Mangler du den ultimative taske eller jakke – så besøg mit værksted. Jeg syr i skind, fx elgskind, og kombinerer ofte forskellige skindtyper med læder – det matte med det blanke. Jeg har arbejdet med skind i mere end 50 år og fascineres til stadighed af dette fantastiske materiale. På mit værksted laver jeg enkelt, bæredygtigt, klassisk og funktionelt kvalitetshåndværk. Fx unikke tasker med hver sin detalje og anvendelsesmulighed, bælter samt jakker til både ham og hende. Jeg syr også efter dine ønsker og mål.

Gitte Bjørn

Zoologisk sølv er eksklusivt sølvtøj til hjemmet med lige dele håndværk og humor.
Gennem mine over 30 år med ædelmetal mellem hænderne har et tilbagevendende motiv været dyr, som jeg tolker med stor kærlighed.
Når jeg arbejder med mine modeller ser jeg på dyrets silhouette og hvad jeg deraf associerer til.
Kan jeg få dyrets anatomi og proportioner til at spille sammen med en funktion, så er jeg tæt på lykkelig!
Jeg vil have sølvtøjet tilbage !
Ikke bestik med ”12 af hver” men smukke, hyggelige og sjove objekter som gør hverdagen festlig – og festerne højtidelige!

Christian Winther Johannsen

I et snedkerværksted lige uden for Roskilde skabes der møbler, som tager udgangspunkt i matematiske principper, i naturens vækstformer og efter danske snedkertraditioner.

Bjørn Madsen

Kærlighed til træ er i centrum hos Behøvlet. Åretegninger og farvespil gør træ til et kunstværk i sig selv, og det bliver ekstra spændende, når der arbejdes med skarpe linjer, symmetrier og asymmetrier og kontraster. Porteføljen spænder lige fra møbler, væghængte værker og skulptur til skære- og serveringsbrætter.

Birgit Daa Birkkjaer

Væven er forladt, og mine nye kurve-objekter skabes med frie fletteteknikker af papirgarn og naturfibre, hvor nogle er høstet og forarbejdet i hånden.
’Kurvene’ kombineres af og til med andre elementer til mere skulpturelle værker.
’BACK to NATURE’ er mit motto, og det japanske begreb WABI SABI er til stor inspiration for mig.
Jeg dyrker skønheden i det simple. Mine værker er minimalistiske, uden funktion – og materialerne får lov til at tale deres eget sprog.

Bettina Schori

Bettina Schori arbejder med glas og Upcycling.
De skulpturelle lamper er lavet af brugte materialer, som bearbejdes og får nyt liv i kombination med selvskabte objekter

Aoife May Soden

Aoife Soden er irsk glasblæser og bor og arbejder i Denmark.
Hun er inspireret af form i skandinavisk design og fascineret af glassets optiske effekter.
Kontrasten mellem former og farver er centralt for hendes designproces. Hun bruger mønstre og farvekombinationer fra sin ungdom i 70’erne og kombinerer dette med enkle former som er essensen af skandinavisk design. Hun er fascineret af de gamle traditioner for glasblæsning, og hendes glasprodukter er håndformet. Aoife producere klassiske former med unikke detaljer.
Skandinavisk glas med et twist, Håndlavet med varme.

Ane Lyngsgaard

Ane Lyngsgaard – kurvemager, kunsthåndværker og designer

Som udgangspunkt var det pilen, der fascinerede mig, siden andre organiske materialer og nu er det, hvad øjet finder og hænderne former.
Jeg er optaget af at bruge det gamle håndværk til at give flet nye dimensioner og fortælle nye historier.
Som årene er gået er det blevet vigtigt for mig at formidle glæden ved at arbejde med naturens materialer samt den ro og fordybelse håndværket kan give, hvis man lytter.
Jeg har i mange år formidlet flet i Danmark og udlandet. J

Jens lehm Nielsen

Jeg laver kunst i træ, hvor drejning, fræsning, carving, er grundlag for de enkelte værker.
Efterfølgende kombineres med andre håndværk, eksempelvis bronze, emalje m.m.
Langtidsholdbart er mit udgangspunkt for det jeg laver. Min kunst skal gerne kunne overleve længe og stadig tale til beskueren om at det er godt håndværk og værd at eje, også i fremtiden.
Hvis min kunst også værner om uerstattelige træ enheder, er jeg meget glad.

Jette Nørregaard

Mine arbejder, smykker – skulpturer – skåle og billeder, er fremstillet på mit værksted på Mols.
Jeg bruger håndlavet papir i kombination med andre materialer f.eks. træ – metal – guld – sølv – kobber og zink. Gennem årene har jeg udviklet mine egne teknikker.
I mine værker er et ønske om ikke at overforbruge, og værkerne består af naturlige materialer. Genbrug og fundne ting fra naturen inspirerer.
Modtager af Villvin prisen på kunsthåndværker markedet i Risør 2025.
Medlem af Danske Kunsthåndværkere og Designere.
Medlem af Syddjurs kunstnere.

Søren Fuhlendorff

Mit arbejde centrerer sig om drejebænken, med træet i fokus. Jeg laver både brugsting og større værker, som oftest fremstilles i helt frisk træ. Arbejdet med det friske træ, er det som fascinere mig mest. Her giver træet sin egen respons, på mit håndværk, i form af vrid, ujævnheder og revner. Det er disse “uperfektheder” der giver både træet, men især også mit håndværk, sin egen historie. På Ovnhus vil jeg medbringe både nogle af mine mindre brugsting og større værker.

Pia Nissen

Jeg er udlært Glaspuster og laver diverse mundblæst unikaglas. Jeg lave både unika og brugsglas og jeg bruger klare farver.

Mikkel Karlshøj

Mikkel Karlshøj er trædrejeren bag The Wood Hunter. Han arbejder primært med frisk egetræ og lader træets naturlige bevægelser under tørringsprocessen blive en aktiv del af formgivningen. Derudover anvender han syninger i træet som en forebyggende teknik, der forhindrer revner i at udvide sig – og som samtidig bliver et karaktergivende element i udtrykket. Resultatet er organiske produkter med et levende og naturligt præg. Træet henter Mikkel selv i skovene rundt omkring på Sjælland, hvilket betyder, at træets historie følger med hele vejen fra skoven og hjem til køberen.

Mikael Hansen

Mikael Hansen laver eksklusive knive i sjældne og eksotiske materialer. Mikael Hansen laver også simple brugsknive, der anvendes til jagt, fiskeri og andre fritidsaktiviteter. Alle knivene har et formstærkt design, men lavet med hårdt brug for øje. Fornuftige materialer og gode klinger. En kniv kan holde længe. Mikael er vild med nye materialer og metoder. Mange knive er i eksperimentale materialer og farver, der sprænger rammerne for det almindelige. Hvem skulle tro, at man kan lave knive på en rod fra en bregne eller blomsten fra en solsikke – men det kan Mikael. Mikael er forfatter til flere knivbøger.

Maria Solon

Solon er gennemtænkt og gennemarbejdet dansk design. Udtrykket er minimalistisk og tidløst og Solon benytter sig af traditionelle arbejdsgange og teknikker.
 Samtlige designs fra Solon er Handmade in Denmark fra start til slut og præges af en kunsthåndværkers stolthed samt et enormt fokus på detaljer og finish.
Solon er bevidst slow fashion på alle parametre. Høj kvalitet og produktionstid. Bæredygtige arbejdsgange og valg af de bedste materialer er eksistentielt for Solon.
 Der arbejdes kontinuerligt på nye designs fra værkstedet i københavn med et mål for øje. At skabe tidløse livstidsprodukter som trodser trends og tendenser og hviler i sit udtryk.

Lene Christensen

Fra mark til hjem
Af Lene Christensen / Pileflet.dk

I mit virke som pilefletter, bringer jeg naturen helt ind i danskernes hjem og haver.
Den u-sprøjtede pil høstes fra egen mark og flettes – i værkstedet I hareskoven – til funktionelle organiske værker i klassiske og nyskabende former.
De 29 års erfaring, og en livsstil med kurser, udstillinger og kommerciel eksponering (tv-serier og Horsens og vejle Kunstmuseum), har haft en væsentlig indflydelse på den stigende, eksponentielle interesse for det ellers niche prægede håndværk,
I denne selvforsynende cirkulære proces, efterlader jeg et nærmest ikke eksisterende aftryk på klimaet.
Fra mark til hjem…

Karina Malling

Karina Malling har en BA i design fra Det Kongelige Kunstakademi samt en glaspusteruddannelse fra Kosta Glasskole.
Hendes arbejde kredser om emner som materialitet og sanselighed.
Hun arbejder i en bred vifte af teknikker indenfor glasfaget og arbejder både funktionelt og skulpturelt.
I hendes produkter er funktionaliteten en integreret del af æstetikken. Det være sig i farvevalg, et greb der aflaster hånden eller en minivase til hverdagens små blomsterfund.

Julie og Simone Lundgaard

Skov Studio arbejder med træets naturlige bevægelse og forandring. Vi skaber håndlavede brugsgenstande primært i frisk træ fra vores nærområde, hvor spor, revner og ujævnheder får lov at stå synligt. Formerne opstår i dialog med materialet – en langsom proces, hvor håndværk, intuition og tid sætter retningen.

Cathrine Kahrs

Siden jeg lærte at strikke som 5-årig, har jeg været fascineret af den rene maske – og hvordan form kan opstå ved blot at øge eller mindske antallet af masker. For mig handler det om ærlighed i materiale og form.
Mit mål er et raffineret design, der kan bæres igen og igen og naturligt indgå i garderoben.
Jeg er formet af mine nordiske rødder: minimalisme, enkelhed, nærhed til naturen og respekt for materialet. Mine farver rummer altid et strejf af gråt – som morgentågen over landskabet.

Helene Vonsild

Helene Vonsild er uddannet Tekstildesigner og væver på Designskolen Kolding Institut for Unika.
Hun arbejder i sit vævestudio på Mols og på sin væv i sin butik i Aarhus.
Som væver kombinerer hun tråde, både til ønsket brug og funktion, og skaber et æstetisk udtryk til kroppen og til boligtekstiler.
Hun eksperimenterer med garner og med kombination af materialer og væveteknikker, så de understøtter de ønskede egenskaber, til ønsket brug.
Hendes 1+1 design puder og tasker med nye kombinationer i både farver og designs af hendes vævede tekstiler, til nye personlige udtryk.
Håndvævede vægophæng i mål.
Tasker, clutch, pc-covers, kaffe-tehætter.

Karina Kristiansen

Karina Kristiansen designer og syr jakker, kjoler, bluser, sjaler, hatte mv. i specielt udvalgte stoffer. Der købes 5 – 10 meter stof, fortrinsvis af naturfibre (uld, silke, viskose, hør eller bomuld), som inspirerer til få unikke modeller, – eller der trykkes med træblokke/ anvendes pels. Således bliver processen hver gang ny og spændende.
Fremstiller herudover til mænd enkelte uldjakker med foer og skjorter.
Stilen er klassisk, funktionel, enkelt og med få specielle detaljer.
Håndstrikker ponchoer i ren uld med kvadrat mønster og sjaler med hulmønster i silke/ uld.

Karoline Lawætz

Karoline Lawætz arbejder med ecoprint (tryk med planter), hvor hun studerer samspillet mellem fibre, farver og omrids af det, naturen tildeler hende den pågældende dag.

Årstidens udvalg af planter sætter altså dagsordenen, og hun trykker året rundt på naturlige fibre som uld, silke, bomuld og papir. Planterne kan kun benyttes én gang, så alle tryk er unikke.

Hun er inspireret af japansk og nordisk æstetik og forsøger at opnå forholdsvis enkle udtryk med få virkemidler.

Resultaterne er bl.a. sjaler, tørklæder og lamper – tekstiler i god kvalitet designet til at blive brugt, vasket og holde længe.

Kirsten Oppfeldt

jeg fremstiller fortrinsvis brugstekstiler – viskestykker, tasker, tørklæder, grydelapper, plaider – tekstil, der gør hverdagen smukkere og varmere. Materialerne er fortrinsvis uld, bomuld ,hør og silke. Jeg udfordres af garnernes farver eller teksturer og benytter derfor ikke fancy bindinger i væven , men fortrinsvis lærred og kiper. jeg elsker at undervise begyndere og vække deres vævepassion, så jeg har haft mere end hundrede igennem min væveskole, de sidste 33 år.
Jeg syr også en mindre kollektion af sjove badeponchoer af genbrugsmaterialer.

Kristine Skov Cancar

Bag virksomheden Strictly Knit, står tekstil designeren, Kristine Skov Cancar med en designfilosofi der fokuserer på simple, funktionelle og veldesignede strik produkter – med et kunstnerisk tvist. Virksomheden “Strictly Knit” er grundlagt i 2012, med eget strikkeri og produktion i Danmark. I 2024 blev Strictly Knit en del af design butikken, Designkollektivet i Jægersborggade på Nørrebro. En gade der er kendt for sine små unikke butikker med håndlavet produkter, der alle er produceret i Danmark.

Lene Mølby

Jeg arbejder med stoftryk som unikabeklædning. De seneste år har jeg arbejdet med gamle håndbroderede duge, trykt og indfarvet dem for på den måde at få dem løftet ind i nutiden. Efterfølgende bliver de omdannet til beklædning.

Lise Møller

Lise Møller designer og syr unikke vindjakker, som alle er krydrede med små farverige detaljer og i friske farver. Materialet er dunlærred, som er vindtæt og vandafvisende og særdeles velegnet til det danske vejr. Lise ønsker at designe og skabe vindjakker, som klæder ejeren og understreger personlighed. Målet opnås i tæt samarbejde med kunden.
Lise har værksted og butik i Havbro ved Aars. Her bliver alle jakkerne lavet og der er ikke 2 ens jakker.
Lise deltager i mange kunsthåndværkermarkeder over hele landet.

Stine Uldal

Som kunsthåndværker ønsker jeg at glæde mine kunder med kvalitetsprodukter, og alle modeller i min HappyKnit-kollektion maskinstrikkes i merinould efter personlige mål og farvevalg, – se venligst www.happyknit.dk. Jeg udvikler og producerer mine modeller og tørklæder i mit strikkeværksted. Min leveringstid er normalt 4 – 6 uger efter måltagning/bestilling, men jeg har dog standardstørrelser på lager.

Niels Hwang

Jeg benytter en extruder (min egen konstruktion), en relativ enkel teknik, der dog er kompliceret at arbejde med, – hvilket jeg har gjort i mere end over 40 år, til fremstilling af mine værker i stentøj, – unika såvel som brugskeramik, brændt reducerende i min gasovn ved 1.310 C.
Mine værker kan kun købes fra mit værksted i Lumsås, eller fra de kunsthåndværkermarkeder jeg deltager i, da jeg holder meget af den nære kontakt med mine kunder.Extruderet

Ninna Gøtzsche

Mit fokus i arbejdet med keramikken er udtrykket. Det gælder hvadenten det er kopper og krus, fade eller unikavaser. Inspirationen er lyset i forandring, stemninger og erindringer.
Jeg kan godt lide fejl og prøver at bruge dem positivt, når jeg udvikler ny keramik. Det giver nye måder at tænker på og personlighed i udtrykket.
Bæredygtighed og up-cyckling er en del af mit arbejde og er også en del af keramikkens udtryk.
Tilsammen giver det unikt, håndlavet keramik fyldt med historier.

Alt keramikken er håndlavet på drejeskiven i min værkstedsbutik Formuleret i Jægergårdsgade i centrum af Aarhus.

Peter Lawætz Andersen

Jeg arbejder i stentøj, som enten er drejet eller støbt og laver alt fra kopper til store fade, skåle og vaser. Min produktion er unikaværker med dekorationer inspireret af naturlige overflader på sten og klipper hvor naturlig slitage, mos og lav skaber mønstre og overgange.
Jeg anvender flere lag glasur, voks og udskæringer i leret som i kombination skaber levende og taktile overflader. Det komplekse samspil imellem forskellige glasurlag tilfører hvert enkelt værk spontanitet og et unikt udtryk.

Pia Daa

Jeg laver funktionel brugskeramik og større unika stykker med taktile tvist og kontraster. Mine unika har gerne en funktion, men også et design der kan stå alene. Jeg arbejder med stentøjsler; oftest med en mat rå glasur yderst og den blanke kontrast indvendig. Afstemte nordiske farver i et væld af kombinationer der kan mixes. Mine håndrejede brugsting har et enkelt udtryk, og skaber en lyst til at røre, føle og håndtere. Mine brugsting kan tåle at blive brugt i hverdagen.

Pia Lund

Pia Lund udfører håndværk af høj kvalitet i smukke farvekombinationer og et sanseligt formsprog.

Udover serier af skåle og vaser, skaber Pia Lund unikaværker, der opbygges af gennemskinneligt porcelæn, hun selv har udviklet. Værkerne bliver håndmalet og opbygget af flere lag, hvilket resulterer i et særligt, flerdimensionelt udtryk.

De seneste par år har Pia Lund også beskæftiget sig med hånddrejede kopper med unikahanke. Kopperne har bl.a. været en del af udstillingen ”Koppen og Keramikeren” på Designmuseet i København.

Tina Marie Bentsen

Umiddelbart laver jeg noget så simpelt, som serier af dekorative objekter og brugskeramik. Men samtidig arbejder jeg på at skabe et så udtryksfuldt og stemningsmættet samlet stilleben, som muligt. Når jeg er midt i en proces, er det ikke kun den enkelte vase som er det væsentlige, men også sammenstillingen af de forskellige former, farver og teksturer, sammenhængen med de øvrige dele i mine kollektioner, der er interessant for mig.
Udforskningen af formgivning og materialer er blevet til en endeløs nysgerrighed og udfordring for mig.

Trine Toft

Trine Toft anvender ofte naturens materialer i sin arbejdsproces. I den specielle muffelbrænding pakkes tang og muslingeskaller (som hun finder ved Limfjorden), ned i en ”muffel” (en lukket lerkasse) sammen med keramikken. Muflen sættes i keramikovnen og under brændingen afsætter naturmaterialet spor på keramikken og giver spændende, unikke overflader.
Derudover arbejder Trine Toft med stentøjskeramik, hvortil hun fremstiller egne rustikke glasurer med bl.a. elmetræaske, som hun tager fra brændeovnen på sit keramikværksted
Hånddrejede krukker og fade samt fugle- og hestefigurer. Alt er unika og håndlaves i værkstedet i Stoholm (Jylland), hvor Trine Toft også har butik og udstilling.

Trine Hansen

Uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi med eget værksted i North Urban Art Studio i Aalborg. Visionen er at lave smukt keramik til hverdagen, med fokus på funktionalitet og æstetik. Formsproget er tidsløst og nordisk med unikke nuancer, der følger med det håndlavede. Jeg laver kopper, skåle, tallerkener, kander drejet i stentøjsler og brændt til 1250. Mit ønske og mål er, at mine produkter bliver brugt hver dag og at de både er funktionelle og smukke og giver glæde ved dagligt brug.

Ulla vedel

Ulla Vedel designer keramik i porcelæn, i små serier og unikaværker. Kopper, krus, fade, krukker, vaser drejet og støbt. Et enkelt design med egne farvede glasurer. Alt er udformet i hånden. Nærvær og forskellighed. Jeg holder af at iagttage, natur, mennesker nedfældet som skitser. Jeg bruger skitserne som udgangspunkt for fliser og krukker. Jeg arbejder med silketryk, begitninger og pensel.

Nelly Gaskin

Jeg skaber keramik med sjæl, varme og et strejf af finurlighed.
 Leret er mit sprog – en måde at fortælle historier på og give plads til det skæve og det smukke i livet.
Hver kop, krukke og figur formes intuitivt, med humor og liv i hænderne. Hvert værk er forskelligt – og det er dér, karakteren får liv.
I mit værksted på Bruuns Hjørne i skælskør får idéer lov at vokse, og leret lov at føre an.
Mine værker er små påmindelser om at smile, sænke tempoet og glæde sig over det uperfekte.

Nana Andersen

Jeg er uddannet på Design Seminariet i 1997. I 1998 flyttede jeg til Barcelona, hvor jeg havde eget værksted indtil jeg flyttede tilbage til Danmark i 2011. Jeg har i 2023 købt en nedlagt gård i Vig, i Odsherred, hvor jeg nu har mit værksted og showroom. Det er vigtigt for mig, at hvert et stykke keramik har håndens aftryk for at opnå et unikt udtryk.

Mia Maya Christophersen

Mia Maya Christophersen arbejder under navnet Mia Maya Design med keramik ud fra en undersøgende tilgang til form, materiale og overflade. Gennem håndmalede glasurdekorationer udforsker hun kontrasten mellem matte, rå overflader og blanke, grafiske dekorationer, som fremhæver materialernes stoflighed og giver hvert stykke keramik sin egen karakter. Formerne er enkle og tidløse og funktionelle, udviklet gennem langvarige eksperimenter med glasurer, lertyper og brændinger. Hun arbejder i stentøj og porcelæn, hvor proces, håndværk og den taktile oplevelse er bærende elementer.

Ulla Sonne

Jeg drages af havet og havets biologi.
Skaller og organismer er præget af kampen for overlevelse og har sår og revner eller er dækket af aflejrede sedimenter.
Jeg arbejder med porcelæn, brændt i brændefyrede ovne, hvor soda, aske, røg og flammer har dramatiseret overfladen.
Og jeg har hjulpet det på vej ved at skabe buler og ridser, hvor ting kan aflejres og det perfekte gøres uperfekt og levende.
Jeg fabulerer over koraller, skaller og væsener som jeg har mødt på strande eller under havets overflade.
Brændefyringen og sodaglaseringen fuldender billedet og tilføjer de tilfældigheder som jeg aldrig selv ville kunne…

Helle Hansen

Mine værker er ikke kun til pynt, men daglig brug og glæde.
Processen er organisk og intuitiv. Jeg arbejder sammen med leret og tvinger det ikke i en form, men mærker, hvad leret vil. Denne tilgang er gennemgående i alt, hvad jeg foretager mig. Også min undervisningstil, hvor det er vigtigt for mig at tune mig ind på og tilgodese den enkeltes potentiale og udtryk.

I 2018 tog jeg initiativ til og opstartede keramikkurser på mit værksted Viktoria Ceramic Studio. Hér​​ underviser jeg både på aften- og weekendkurser.

Helenaa Hedegaard

RÅT OG ELEGANT STENTØJ
Stentøjsserie som formgives ved drejeskiven i mit værksted i Laurbjerg.
Stellet har en rå, men elegant attitude. Perfekt til indramning af veltillavet mad.
Klassisk formgivning og farvedybde skaber den perfekte balance mellem rustikt og enkelt.
Fødevaregodkendt.

FORANDERLIG BELYSNING I ENKELT DESIGN
Lamperne er designet ud fra ideen om at skabe en elegant belysning, der aldrig vil se ens ud to forskellige steder. Huller hele vejen rundt giver lamperne et poetisk udtryk og lader lyset leve sit eget liv, når strålerne aftegnes i rummet.
Lamperne støbes i porcelæn og er alle unikke.
CE godkendt

Hanne Marie Leth Andersen

Når jeg har leret mellem hænderne, kører små observationer, ordspil, historier og former gennem hovedet og hvor virkeligheden standser, digter jeg selv videre, mens jeg forsøger at holde en balance mellem de funktionelle, æstetiske og fortællende kvaliteter.
Jeg vil gerne give beskueren en særlig oplevelse. Af undren , måske genkendelse. Personlighed, sjæl, fanget i en leg med ler. Jeg arbejder med unika og mindre seriefremstilling. Jeg arbejder mest med fajance, men også stentøj og forskellige brændinger som soda og brændefyret.

Esther Elisabeth Pedersen

Jeg arbejder primært med emner til bordet.

Jeg veksler med kantede og bløde former i porcelæn.
Mellem lyse og mørkefarver begge dele for, at danne kontraster i de forskellige udtryk.

Mine emner skal gerne give brugeren lyst til, at bytte og flytte rundt på de forskellige dele og farver, så der opstår nye udtryk, samtidig skal mine emner gerne have et dekorativt udtryk, også når de ikke er i brug.

Dorthe Hybel

Keramik er udført i støbt stentøjsler, brændt til 1280 grader i mange glade farver der kan sammensættes i utallige kombinationer. Keramikken er primært designet til bordet og køkkenet, hvor form og funktion er i højsæde. Alt er designet og produceret af Dorthe Hybel på eget værksted. Der er igennem mange år udviklet egne opskrifter på støbeler og glasurer, hvilket er i en konstant udvikling.
Ud over de klassiske designs, glæd jer også til at se dette års nye designs.

Christina Friis

Jeg fremstiller mindre serier brugskeramik, med lang levetid og til daglig glæde. Jeg holder meget af processen med at nå frem til et produkt, hvor form og funktion går op i en højere enhed.
Unika bliver skabt, når jeg fordyber mig i en form, et udtryk eller et materiale. I denne proces er der kun øje for det ene værk. Det er her jeg får lov til at lege, udforske materialet og afprøve nye teknikker og ideer.
Jeg finder inspiration i mine omgivelser og udforsker lerets uendelige muligheder. Udtrykket er enkelt og kontrasterne i overfladen taler til de taktile sanser.

Birgitte Munck

Mine arbejder tager afsæt i et formsprog med fokus på balance – det perfekte møder det uperfekte – i drejet og håndbygget stentøjsler, ofte med bearbejdede overflader.

Mine glasurer er inspireret af naturens kræfter og skønhed i mit nye ’hjemland’ – Island, hvor jeg bor og arbejder største delen af året i hovedstaden Reykjavik. Det islandske landskab og naturens kræfter har en særlig magi, der kommer til udtryk i overfladerne af mine værker, i glasurens udtryk og farveskala.

Jeg har værksteder i hhv Odsherred og Reykjavik, Island. Her arbejder jeg året rundt som keramiker og underviser i keramik.

Ane Schollert

Farver i harmoni og kontrast
I Ane Schollerts værkstedsbutik på Guldbergsgade 41 i København bliver man ramt af stærke farver, når man træder ind ad døren. Hun laver keramik med blanke overflader og smæk på farverne, særligt brugsting som tallerkner, kopper og kander. Ane bruger stentøjsler, som er meget hvidt i farven for at opnå de klare farver i glasuren. Hun arbejder bevidst med glasurens krakeleringer, som giver hendes emner helt unikke mønstre i et utal af smukke blå og grønne nuancer. Keramikken kan selvfølgelig komme i opvaskemaskinen.

Karin Sauer

I 16.000 år har mennesket skabt keramiske genstande. I halvtreds år har jeg været på rejse i materialer, der er millioner af år gamle. Forvitrede bjerge og floddeltaer gemmer sig i mit ler og de glasurråstoffer jeg har fingrene i.
I 1500-tallets gamle japanske rakuteknik, finder jeg både det rå og det forfinede. Når en lågkrukke har overlevet de viltre flammer og står på mit bord og vibrerer af hemmeligheder, bliver jeg helt lykkelig. Og når en tepotte er i balance, hælder smukt og har en harmonisk hank, form og glasur – breder der sig en stille glæde.

Kimberly Young

Kimberly Young er keramikkunstner med over 25 års erfaring. Hun er oprindeligt fra USA og har boet og arbejdet i Danmark i de seneste 14 år. I sit værksted i Almind drejer og modellerer hun porcelæn, hvor håndværk, funktion og æstetik går hånd i hånd.
Kimberlys keramik er kendt for sine fine detaljer, høje kvalitet og unikke formsprog. Hun skaber både brugskunst og skulpturelle værker, der undersøger mønstre, gentagelser og er inspireret af naturens balance mellem struktur og bevægelse. Kimberly Young er ejer af Birkelund Boutique og er aktivt i det danske kunsthåndværksmiljø, både som medlem og bestyrelsesdeltager.

Kristina Vildersbøll

Klassiske linjer og stramme kurver er kendetegnende for Kristina Vildersbølls keramik. Hendes værker bærer et tydeligt præg af et kompromisløst håndværk.
Med en baggrund fra Kunstakademiets Designskole brænder Kristina for at skabe produkter, der ikke kun er skulpturelle og æstetisk smukke, men også praktiske og brugbare i hverdagen.
Siden 2015 har Vildersbøll skabt og produceret sin keramik fra sit værksted på Islands Brygge i København.
Vildersbølls signaturprodukt, Tapas sættet, er mere end blot et praktisk redskab til servering; det er et lille kunstværk til hjemmet. Med tidløs skønhed og unik charme inviterer dette sæt til at blive brugt og beundret.

Ane-Katrine von Bülow

Jeg arbejder med GRAFISK PORCELÆN i en formgivning der spænder fra store monumentale cirkelrunde skåle, til dynamiske kantede former, bygget op i et enkelt geometrisk formsprog, hvor det serigrafiske heldækkende tryk bliver en integreret del af værket. Som kontrast til, eller i samspil med, det sorthvide, er også farven blevet en del af produktionen, og en serie monocrome stærkt farvede vaser og trekantformer vil være at se side om side, med de sort hvide værker.
Se filmen om mit arbejde http://vimeo.com/76060681

Maria Suurballe

“At forme ler og skabe ting, som andre også kan glæde sig over, er noget særligt”.

Jeg hedder Maria Suurballe, og jeg laver keramik under navnet Claywise – jeg drejer eller håndformer enkle og stilrene brugsting i et klassisk nordisk design og farvevalg – altid med fokus på kvalitet, æstetik og funktionalitet.
Som keramiker arbejder jeg ofte med naturlige toner og teksturer, der fremhæver materialets iboende skønhed. Jeg skaber objekter, der ikke blot er funktionelle, men som også indfanger en særlig atmosfære – en følelse af ro, jordforbindelse og tidløshed.

Medlem af Dansk Pottemagerforening.

Lærke Møller

Jeg skaber hånddrejet keramik i stentøj under navnet Danish Clay Design. Det smukke og organiske udtryk man opnår ved brændefyring, søger jeg i min elovn. Jeg udvikler selv mine glasurer og inkorporer lokale materialer som sand, ler og aske.
Jeg forelskede mig i japansk indretning og kultur på en studietur til Japan. Mit keramiske udtryk og primære inspirationskilde udspringer derfor af sanselig og minimalistisk japansk æstetik.
Med keramikken, ønsker jeg at bringe værdi til selv de små øjeblikke i hverdagen og at berige danskernes hjem med smukt, enkelt og tidløst design. Mine kreationer forhandles i udvalgte design- og museumsbutikker.

Lotte Lemor

Mit keramiske univers er et univers, hvor formgivning og glasurer smelter sammen. Jeg arbejder med kunst og brugshåndværk i forskellige lertyper, teknikker og effektglasurer
Jeg er meget fascineret af lerets evne til at kunne transformeres. Dette afspejler sig i min tilgang til arbejdet med leret, jeg afprøver og udvikler gennem forskellige teknikker og former. P.t arbejder jeg meget med organiske former og lader mig inspirere af frøstande, spirer og sten. For at opnå et nuanceret og interessant resultat arbejder og eksperimenterer jeg med glasurer, begitninger og råmaterialer, som giver så mange fantastiske muligheder for at skabe taktile og fascinerende overflader

Lisbeth Skytte Christiansen

Jeg arbejder eksperimentelt med materialets udtrykskraft. Blander ler og porcelæn med metaloxyder, sand og jord fra hele verden og benytter forskellige brændingsteknikker. Alt er unika og uforgængeligt.

Lis Biggas

Med værksted direkte ud til Kattegat, præger det de temaer jeg tager op og farverne jeg bruger.
Mit formsprog er inspireret af naturens enkle opbygning, hvor formen afspejler væksten og funktionen.
I unika værkerne bruger jeg ofte tang og fisk fra havet og havnen.
Jeg tager gipsaftryk af fiskene og bruger aftrykkene på utallige måder.
Blåler fra stranden skaber en brun sandet glasur, der spiller fint sammen med begitningernes pastel farver.

Brugstingene støbes i små serier og dekoreres med begitning. Begitningen sprøjtes på med trykluft, og ved at styre vinklen på sprøjten kan jeg modellere med farven på formen.

Lene Hansen

Som keramiker og pottemager holder jeg meget af enkle og drejede formgivninger. Lerets muligheder
inden for det
keramiske fag gør, at jeg afprøver og indøver mange forskellige teknikker, som min keramik afspejler.
Min produktion rummer alt fra brugskunst til unika. I dag er det ”Pottemagerens Hus” og ”Bruuns
Hjørne” i Skælskør, der danner
rammen om mit keramiske liv.
Det er i ”dansen på kanten” af materialets formåen, at jeg finder den perfekte finish i den rå æstetik
og den ru overflade, som eksempelvis de krukker jeg medbringer på ”Ovnhus”

Kristine Søe

På sit værksted i Roskilde designer og former Kristine Søe brugsgenstande i stentøjsler. Al hendes keramik bliver skabt i hånden ved drejeskiven med præcision og øje for detaljen.
Kristine er særligt optaget af at skabe balance mellem det enkelte formsprog, funktionalitet og sammenspillet mellem leret og glasurernes materialitet. Hun laver både kopper, kander, skåle og vaser i afdæmpede og naturlige farver, med en stræben efter at skabe keramik, der kan holde i mange år.

Kristine tog grundforløbet i Pottemageruddannelsen ‘Håndværk og Teknik’ på Tec i Gladsaxe (2005-06). Derudover er hun uddannet billedkunstlærer og har en Cand.Pæd. i Materiel Kultur, didaktik.

Lars Rank

Jeg arbejder hovedsalig med keramik til boligen i porcelæn og stentøj, så som spisestel, lamper, lysestager m.m. Mit design består af rene, enkelte former med en dekoration som overrasker. Design processen er et samspil mellem det keramiske materiale og ideen. Det handler ikke om at styre det keramiske materiale, men at give det nogle rammer at udfolde sig i. Derfor er der heller ikke to af mine arbejder som er helt ens. Produkterne bliver støbt i porcelæn og stentøj og forarbejdet i hånden.

Kristin Urup

Som uddannet arkitekt og designer har jeg arbejdet med smykker sideløbende med mit erhverv, indtil jeg besluttede mig for at hellige mig smykkerne. Jeg etablerede firmaet Kristin Urup Design i 2012 og det er en passion at kunne skabe mine smykker på værkstedet, vise og sælge dem. Min produktion er unika i sølv og guld, og stenene med deres farvepragt er en lidenskab. Jeg eksperimenterer og udfører bestillinger i eget design på værkstedet. Min arkitektfaglige baggrund fornægter sig ikke og smykkerne appellerer til kunder som ønsker sig nutidige kvalitetssmykker i organiske former eller helt stringente konstruktioner, som små stykker arkitektur.

Karina Hunnerup

Karina Hunnerup
I et poetisk univers bearbejder smykkekunstner og designer Karina Hunnerup ædelmetaller til smykker med et grafisk, snørklet og let udtryk.
Karina fremstiller smykkerne i hånden, forfiner materialerne og stræber mod at nå ind til den perfekte form og nerve. Samtidig giver hun plads til skævheder og uhøjtidelige møder imellem ædelmetaller og arbejdsgangens tilfældigheder.
Karina rykker værkstedet udendørs, hvor hun samarbejder med naturen og støber ’on location’ – i sand, i vand, i træ.

Karina Noyons

Karina Noyons smykker er nordiske enkelhed, overraskende ideer og med en konceptuel og nytænkende tilgang i hvert smykke.
Indtryk fra hverdagen giver hende inspiration og bliver fortolket ind i hendes grafisk enkle smykke univers. Storytelling der ikke er umiddelbar aflæselig, men skal opleves.

Caroline Wegener

Caroline Wegener laver smykker, som er uhøjtidelige med en grafisk enkelhed over sig. I sit formsprog søger Caroline Wegener efter at forene poesi og materialer i smykker, der indeholder både dekoration og budskab. Baggrunden som landskabsarkitekt er tilstede både i arbejdsprocessen og det færdige udtryk, der kombinerer klassisk guldsmedehåndværk med nutidig smykkekunst . Inspiration fra byen, samtidskunsten og hverdagen bruges til at lave smykker der er relevante i sin tid, og for den som bærer dem.

Caroline Wegeners smykker er håndlavede på eget værksted, produktionen holdes simpel og lokal med brug af genanvendt sølv og guld i størst muligt omfang.

Camilla Urban

Jeg blev udlært guldsmed i 2001 og har siden udforsket guldets og sølvets muligheder og begrænsninger. Alle mine smykker er håndlavede, og derfor er ikke to helt ens. Stilen er både rå og feminin – ofte med en fin detalje eller et skævt twist, der giver hvert smykke sin egen karakter.
Med værksted og butik i Helsingør henter jeg inspiration fra Kronborg Slot, Øresund og skovene i Nordsjælland.

Anne Manna

Anne Manna skaber skulpturelle smykker med et grafisk, enkelt og legende udtryk. Hendes inspiration opstår i hverdagen: Byens arkitektur, lysets bevægelse og de små detaljer hun ser på gåture gennem byen.
Smykkerne er designet til kroppen, hvor åbne og luftige former indrammer øreflip, håndled eller finger. Først i brug bliver smykket fuldendt. Alt udspringer af klassisk guldsmedehåndværk udført i guld og sølv og sommetider i træ.

Lene Hald

Det skæve kolonihaveliv, med anker i de klassiske kronjuveler. Med kolonihave på Islands Brygge og værksted og butik lige op ad Rosenborg Slot og Kongens Have, finder jeg stor inspiration i både kongelige kroner og duftende kirsebærtræer, og det hele bliver med lune og opfindsomhed omskabt til et legende, farverigt og finurligt smykkeunivers. ​Uddannet ædelmetalformgiver fra Institut for Ædelmetal 2004 og faglærer i keramik og smykker fra Seminariet for Kunst og Håndværk 1998.

Lisbeth Dauv

Mine smykker er udført i sølv og guld med et enkelt grafisk formsprog.
Smykkerne kan ofte kombineres, så de supplerer hinanden.
Alt er designet og udført i hånden på mit lille værksted.

Ulrike Ramin

Ulrike Ramin’s smykker kombinerer spændende kontraster. De er på samme tid kraftfulde og delikate, enkle og ekstraordinære. Rene, elegante, æstetiske. Ikke påtrængende men markant anderledes. Sammenspillet mellem de ædle materialer, den håndværksmæssige kunnen og skabelsen af harmoniske former af blivende værdi er Ulrikes daglige udfordring og glæde. Ulrike Ramin er guldsmed, uddannet fra Staatliche Zeichenakademie Hanau, Tyskland. Siden 2012 producerer og sælger hun sine smykker som en del af kollektivet Formverk i den karismatiske bydel Island Brygge i København.

Trine Steen

Smykkedesigner Trine Steen skaber unikke sølvsmykker med et formsprog, der spænder fra asymmetrisk men harmonisk enkelhed til det organisk bløde og eventyrligt legende. Smykkerne er kendt for deres robuste kvindelighed og bærer præg af både håndværksmæssig tyngde og kunstnerisk frihed. De foretrukne materialer har i mange kollektioner været sølv, ferskvandsperler og alverdens slebne sten, men indeholder nu også guld, tahitiperler og rå ædelstene.

Rikke Even Astorri

Jeg er uddannet designer indenfor tekstil på Danmarks Design Skole 1999. Og har arbejdet med design af tekstil/form/farver i 18 år. 
I 2017 startede jeg med at lave smykker. Alle smykker er håndlavede af mig på guldsmedeværksted på Frederiksberg. Alt laves i ædelmetal. Jeg arbejder både i nye og genanvendte materialer. Herunder bestillings smykker af kundens gamle guld.
Med min bagrund som tekstil designer, forsøger jeg at skabe smykker med tekstur, form og farve kompositioner. Min fascination ligger i at få de hårde materialer(ædelmetal) til at se bløde ud(tekstilagtige) samt at lege med farverige kompositioner(sten)

Mette Østberg

Mine smykker er håndlavet unikasmykker, der passer til kroppens form og som kan bruges på forskellige måder. Funktion, kombination, en der skiller sig ud, at integrere selve låsefunktionen i smykket er noget der kendetegner min formgivning og mit håndværk. Jeg er inspireret af enkle former, geometri, overflader og naturen, såsom frøskaller.
Jeg er guldsmed og ædelmetalformgiver og arbejder som kunsthåndværker. Mine smykker bliver kun lavet i få styk antal. De skal mærkes, prøves og bruges, derfor er den direkte kontakt på markedet stedet hvor mine smykker skal opleves. Mine smykker kan kun købes direkte fra mig.

Louise Frølund Bech

Velkommen til frø Jewellery – håndlavede smykker, der balancerer det rå og feminine i et enkelt og anderledes udtryk. Louise Frølund Bech står bag smykkerne fra frø Jewellery. Håndværket og intimiteten med materialet er af stor betydning, ligesom relationen mellem smykket og bæreren, og de historier de bærer med sig. Alle smykker er lavet i genanvendt metal, på værkstedet i København og hjemme i Vig. Jeg er inspireret af min baggrund som arkitekt og stræber efter at form og funktion skaber en smuk enkelhed, med plads til et legende element.

Rikke Lunnemann

For mig er et smykke ikke bare et smykke, men en fortælling med et budskab. Det er en historie eller en kommentar, der sætter følelser, tanker og oplevelser i gang.
Jeg ser mine smykker som små værker, man bruger og passer på hele livet. Det er sådan en dejlig og bæredygtig tanke. Derudover bruger jeg genbrugsguld og –sølv, for at være mest skånsom for miljøet.

Kaffe & Ko

Detaljer 23 24 70 06 kaffe@kaffeogko.dk kaffe@kaffeogko.dk Instagram KAFFE & KO | Rørvig | Facebook Intro Kaffe & Ko er en lille familieejet virksomhed som er drevet af passion for god kaffe og kærlighed. Der brygges kaffe af høj kvalitet med en velsmagende kaffebønne. Tak for kaffe.  

Ismobilen

Detaljer 61 33 65 44 is@ismobilen.dk Lej en isvogn – Sommer, sol og Hansens flødeis Instagram Intro Hos Ismobilen er god service og kvalitet i højsædet. Vi serverer smagfuld og økologisk flødeis og sorbet fra vores fine lyseblå veteran-isbil. Vafler og bægre fyldt med frisk iscreme har vi naturligvis også. Traditionen tro stiller vi op […]

Birkemosegaard

Detaljer Oddenvej 165, 4583 Sjællands Odde 59 32 72 41 info@birkemosegaard.dk Birkemosegaard Instagram Facebook Intro Vi har en økologisk café med mad og drikke fra Birkemosegaard og deres gode samarbejdspartnere. Birkemosegaard er en 4 generationers gård fra Sjællands Odde. Gården har siden 1968 stået for økologisk fødevarerproduktion i dansk verdensklasse med faste leverancer til bl.a. […]

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies. 

På mobilen opnås et kvadratiske foto ved at trykke på rediger, derefter tryk på beskæring, og så kan man vælge i menuen 1:1
 
På computeren trykkes billedet frem, man vælger at redigere og på billede ikonet kan man vælge formater; kvadratisk

I teksten skal du præsentere dig selv og lave de henvisninger med # som du ønsker, desuden tagge dig selv med @til de sociale medier du ønsker. Teksten skal være i 3. person, altså ikke i ”jeg form”
Beskriv din tilgang til faget, din inspiration, det der optager dig og dine arbejdsmetoder. Knyt gerne dine oplysninger til, at du har værksted/butik mm.

Her kommer et eksempel:

Keramiker Gitte Muld er uddannet på Designskolen Kolding. Gitte arbejder fortrinsvis med skulpturelle emner der tager sit udgangspunkt i naturen. Det kan være sammenstød i formdannelse, naturlige indlejring, blomster, blade og frøstande. Med øjet indstillet på Makro fremkommer der nye taktile udtryk i værkerne, der for det meste er lavet i Porcelæn.

Gitte Muld bor og har Studio i Ry, hvor man også kan besøge hende.

#keramik #skulptur #porcelæn #naturskulptur #gitteguld

@gitteguld)